Ammassalik.                      Juli 2003.      Vandretur i Ammassalik området.

 

Retur til indholdsfortegnelse.

 

Billeder fra turen.

 

Billederne stammer fra Topas turen ”Ammassalik trekking”.

 

Ammassalik området ligger på Grønlands’s østkyst, akkurat syd for polarcirkelen. Østkystens største by, Tasiilaq, der ligger i Ammassalik området, udgør med sine ca. 1.500 indbyggere halvdelen af østkystens befolkning. Udover denne storby ligger der flere småbygder i området, bl.a. Tinitiqilaq med ca. 200 indbyggere. Området’s landskabsmæssige karakter er mere alpin end på vestkysten, dvs. fjeldene er spidse og forrevne, i modsætning til vestkystens (oftere) mere afrundede fjeld-former.

 

Turen var en stor oplevelse, blandt andet fordi det var første gang jeg var tilbage på Grønland siden ’78 til ’80, hvor jeg havde et 2 årigt arbejdsophold på sydvestkysten. Området er virkelig flot, når man har smag for at vandre over trægrænsen, for derved at kunne opnå det vide udsyn over meget store stræknnger. Herudover får man et indtryk af livsbetingelserne samt forholdene for den lokale befolkning, samt de specielle evner der kræves for at leve i området. Kajakken er ganske vist afløst af hurtiggående joller, men fanger –instinktet, -stoltheden og –glæden, er stadig tilstede. De lokale var flinke og behagelige mennesker, mange havde en personlig relation til Danmark, hvorfor det var let at tale om både Grønlandske og Danske forhold.

 

Af andre specielle forhold for denne tur kan nævnes de mange gange, hvor man havde udsyn over de isfyldte fjorde. 6-7 gange sejlede vi gennem de samme isfyldte vande, hvilket gjorde det muligt at opleve landet fra søsiden, samt enkelte gange at se sæler og hvaler på tæt hold. Dette gjorde turen meget afvekslende. Ligeledes var det ren luksus, og ganske uvant, at den personlige bagage kun skulle bæres 1/3 af tiden, idet hovedparten af bagagen blev transporteret pr. jolle ca. 2/3 af tiden. Herudover var det også interessant at opleve de mange hunde, der dovent lå og dasede, indtil sneens senere kommen ville signalere starten på arbejdssæsonens start. Myg og fluer var der mange af, men med myggeolie, myggenet, B1 vitaminer samt en let brise, blev det sjældent ”for meget”. På vandrestrækningerne var det ikke et problem, værst var det i teltlejrene. Interessant og dejligt at myg og fluer ikke kan lide hunde, hvilket betød at der var helt frit for førnævnte i både Tasiilaq samt Tinitiqilaq.

 

Min erindring om at hvalkød er meget velsmagende, som et godt stykke oksekød, blev bekræftet på denne tur. Med hensyn til muskusokse havde jeg aldrig gættet det. Havde jeg ikke fået det at vide, havde jeg uden tvivl taget det for et stykke almindeligt oksekød. Sælkød er meget mørkerødt, næsten som lever, efter stegning bliver det sort som kul. Det smager svagt af lever. Smagen er ikke god, men heller ikke dårlig. Efter forlydende kan smagen af sælkød variere meget, alt efter hvilken udskæring der er tale om, samt hvorledes det er tilberedt. Kødet som her refereres til var meget flot, og blev stegt på pande.